Christoph Ernst Friedrich Weyse an Mathias Friis von Irgens-Bergh in Dresden
Kopenhagen, Montag, 11. November 1822

[…] Capelmester Carl Maria von Weber nemlig opfordrede mig for to Aar siden, ved sit Ophold her in Kbnhvn, til at sende ham nogle af mine theatraslke Compositioner, som han lovede at ville opføre i Dresden. Efter Aftale sendte jeg ham altsaa (forsinket ved adskillige uforudseete Omstændigheder) i Begyndelsen af October forr. Aar de to Operaer Sovedrikken og Ludlams Hule (overs. paa tydsk) med tilhörende Bigave (som Dialogen kaldes.) I December fik Musikhaddler Lose – min Commissionær – Efterretning fra Leipzig at de vare lykkelige ankomme og igjen derfra sendte til Dresden. Fra Postdag til Postdag ventede jeg nu Svar fra Weber, men forgjæves. I Begyndelsen af Juni d. A. skrev jeg til ham igjen, og bad ham at melde mig blot i et par Linier, om han havde modtaget Partiturerne eller ei. Jeg meldte ham tillige udførlingen, hvad der nødvendigen maatte særdeles interessere ham, alt hvad der angik Opførelsen af hans Oper der Freischütz, og den store Lykke den havde gjort her. Jeg fik intet Svar, og forgjæves anstrengede jeg min Hjerne for at udfinde Aarsagen, til denne, som det syntes, yderst uartige Taushed. Da jeg endelig i Begyndelsen af August fik Brev fra Kammersanger Gerstäcker i Cassel, hvori han i Capelm. Spohrs Navn forlangte disse Partiturer oversendte, so sendte jeg tyl Loses Commissionair i Dresden Gläserer Carl Klitschka Schmidegasse No. 118 in der Neustadt en Seddel, hvori jeg med egen Haand og Underskrivt forlangte disse Partiturer udleveerte til ham. Efter to Maaneders Forløb meldte han til Lose: at Weber havde næget ham Udleverelsen af Partiturerne, og sagt: han vilde først skrive mig til. Da nu siden den Tid igien ere forløbne sex Uger uden at jeg har faaet en eneste Linie til Svar saa er det med min Taalmodighed til Ende, og jeg beder Dem ret indstændigen, at De ville have den Godhed alvorligen at tage dem af denne Sag, og at forlange af Weber et bestemt Svar, om han vil beholde Partit: eller ei. I det første Tilfælde bede jeg Dem at lade Dem af ham ubdetale 40 hollandske Ducater (omtrent mine udlagte Penge for Copiaturen, der her er meget dyr), som De da nok har den Godhed at sende mig pr. Anviisning eller Vexel. I det andet Tilfælde skal han ufortøvet udlevere Partit. som jeg da beder Dem sende til Klitschka til videre Befordring til Cassel. Hvis han igjen taler om, at ville skrive til mig, da beder jeg Dem ikke at tage Notiz deraf, vi har for Fremtiden intet med hinanden at correspondendere, og foruden den anførte Alternative gives der intet tredie. Jeg haaber da, at han vil gjøre en Ende paa Tingen med det Gode, men hvis det ikke skulde være Tilfældet, saa bliver der da vel intet andet tilovers end at lade det formeligen gaae den officielle Vei, ved at henvende sig til Hans Chef, hvilket jeg aldeles overlader til deres egen Skjønsomhed. […]