Christoph Ernst Friedrich Weyse to Mathias Friis von Irgens-Bergh in Dresden
Kopenhagen, Monday, November 11, 1822

Show markers in text

Absolute Chronology

Preceding

Following


Direct Context

Preceding

Following

[…] Capelmester Carl Maria von Weber nemlig opfordrede mig for to Aar siden, ved sit Ophold her in Kbnhvn, til at sende ham nogle af mine theatraslke Compositioner, som han lovede at ville opføre i Dresden. Efter Aftale sendte jeg ham altsaa (forsinket ved adskillige uforudseete Omstændigheder) i Begyndelsen af October forr. Aar de to Operaer Sovedrikken og Ludlams Hule (overs. paa tydsk) med tilhörende Bigave (som Dialogen kaldes.) I December fik Musikhaddler Lose – min Commissionær – Efterretning fra Leipzig at de vare lykkelige ankomme og igjen derfra sendte til Dresden. Fra Postdag til Postdag ventede jeg nu Svar fra Weber, men forgjæves. I Begyndelsen af Juni d. A. skrev jeg til ham igjen, og bad ham at melde mig blot i et par Linier, om han havde modtaget Partiturerne eller ei. Jeg meldte ham tillige udførlingen, hvad der nødvendigen maatte særdeles interessere ham, alt hvad der angik Opførelsen af hans Oper der Freischütz, og den store Lykke den havde gjort her. Jeg fik intet Svar, og forgjæves anstrengede jeg min Hjerne for at udfinde Aarsagen, til denne, som det syntes, yderst uartige Taushed. Da jeg endelig i Begyndelsen af August fik Brev fra Kammersanger Gerstäcker i Cassel, hvori han i Capelm. Spohrs Navn forlangte disse Partiturer oversendte, so sendte jeg tyl Loses Commissionair i Dresden Gläserer Carl Klitschka Schmidegasse No. 118 in der Neustadt en Seddel, hvori jeg med egen Haand og Underskrivt forlangte disse Partiturer udleveerte til ham. Efter to Maaneders Forløb meldte han til Lose: at Weber havde næget ham Udleverelsen af Partiturerne, og sagt: han vilde først skrive mig til. Da nu siden den Tid igien ere forløbne sex Uger uden at jeg har faaet en eneste Linie til Svar saa er det med min Taalmodighed til Ende, og jeg beder Dem ret indstændigen, at De ville have den Godhed alvorligen at tage dem af denne Sag, og at forlange af Weber et bestemt Svar, om han vil beholde Partit: eller ei. I det første Tilfælde bede jeg Dem at lade Dem af ham ubdetale 40 hollandske Ducater (omtrent mine udlagte Penge for Copiaturen, der her er meget dyr), som De da nok har den Godhed at sende mig pr. Anviisning eller Vexel. I det andet Tilfælde skal han ufortøvet udlevere Partit. som jeg da beder Dem sende til Klitschka til videre Befordring til Cassel. Hvis han igjen taler om, at ville skrive til mig, da beder jeg Dem ikke at tage Notiz deraf, vi har for Fremtiden intet med hinanden at correspondendere, og foruden den anførte Alternative gives der intet tredie. Jeg haaber da, at han vil gjøre en Ende paa Tingen med det Gode, men hvis det ikke skulde være Tilfældet, saa bliver der da vel intet andet tilovers end at lade det formeligen gaae den officielle Vei, ved at henvende sig til Hans Chef, hvilket jeg aldeles overlader til deres egen Skjønsomhed. […]

Editorial

Summary

Weber habe Weyse bei seinem Kopenhagen-Besuch 1820 gebeten, einige seiner Bühnenwerke nach Dresden zu schicken, die dieser dort aufführen wollte. Weyse hat nach einigen Verzögerungen durch unvorhergesehene Umstände im Oktober 1821 Sovedrikken und Ludlams Hule (übersetzt ins Deutsche) mit den dazugehörigen Dialogen übersandt. Weyses Kommissionär Lose erfuhr im Dezember, dass die Opern in Leipzig angekommen und nach Dresden weitergesandt worden seien. Seitdem warte Weyse auf eine Bestätigung Webers und schrieb diesem nochmals Anfang Juni dieses Jahres mit der Bitte um ein paar bestätigende Zeilen, ob er die Partituren erhalten habe. Dabei meldete er diesem auch den großen Erfolg des Freischütz bei dessen Aufführung in Kopenhagen. Weyse erhielt keine Antwort und war erstaunt über dieses unziemliche Schweigen. Anfang August erhielt Weyse einen Brief des Kammersängers Gerstäcker aus Kassel, der im Auftrag Spohrs die Übersendung der beiden Partituren erbat, worauf Weyse den Lose-Kommissionär Klitzschka in Dresden beauftragte, sich die beiden dort befindlichen Partituren aushändigen zu lassen. Nach zwei Monaten habe Klitzschka an Lose geschrieben, dass Weber die Herausgabe verweigere und zunächst selbst an Weyse schreiben wolle. Seitdem seien sechs Wochen ohne Antwort vergangen, Weyses Geduld sei erschöpft; er bitte Irgens-Bergh, sich der Sache anzunehmen und Weber zu fragen, ob dieser die Partituren behalten wolle oder nicht. Im ersteren Falle fordert er die Zahlung von 40 holländischen Dukaten per Anweisung oder Wechsel als Ausgleich für die Kopierkosten. Im zweiten Fall muss er die Partituren herausgeben und für den Weitertransport nach Kassel an Klitzschka senden. Sollte Weber erneut einwenden, an Weyse schreiben zu wollen, solle Irgens-Bergh keine Notiz davon nehmen, da es nichts mehr zu korrespondieren gäbe und auch keine dritte Möglichkeit existiere. Er hoffe, der Sache sei damit endlich ein Ende gesetzt, sonst wäre er genötigt, den offiziellen Weg zu beschreiten und Webers Vorgesetzten einzubeziehen.

Incipit

Professor C E F Weyse har den AEre at praesentere

Responsibilities

Übertragung
Frank Ziegler

Tradition

  • Text Source: Kopenhagen (DK), Det Kongelige Bibliotek (DK-Kk)

    Corresponding sources

    • Fog, Dan: “Weyse og Weber. Et brev dukker op” in: Festskrift Henrik Glahn. Kopenhagen 1979, S. 143–144

        XML

        If you've spotted some error or inaccurateness please do not hesitate to inform us via bugs [@] weber-gesamtausgabe.de.